Historie

Niels Erik Munk Pedersen

Da købmand Niels Erik Munk Pedersen overtog Valbyhus i Taastrup fra sine forældre og videreførte familiens købmandsbutik, blev ejendommen både hans arbejdsplads og hjem. Han flyttede ind i lejligheden oven på butikken, hvilket betød, at han altid var tæt på forretningen og kunne betjene kunderne – ofte på alle tider af døgnet.

Købmandsbutikken havde stor betydning for lokalområdet. Ud over et bredt udvalg af dagligvarer og husholdningsartikler solgte butikken også kul, koks og petroleum og fungerede som et naturligt samlingspunkt for de lokale.

Ved siden af arbejdet i købmandsbutikken voksede Eriks interesse for ejendomme. I 1953 købte han sin første ejendom, og i de følgende år opbyggede han gradvist en portefølje, som på sit højeste omfattede i alt 11 ejendomme. Størstedelen af disse er beliggende langs Roskildevej på den københavnske vestegn.

Ejendommenes placering var ikke tilfældig. De blev udvalgt med fokus på central beliggenhed, nærhed til offentlig transport og byliv samt praktisk i forhold til, at butikkens bud nemt kunne levere brændsel og andre varer fra købmandsbutikken til ejendommene.

I 1976 stiftede han Ejendomsselskabet N.E.M.P. A/S med det formål at samle ejendommene i ét selskab.

Efter at have lukket købmandsbutikken koncentrerede Erik sig udelukkende om ejendomsselskabet, som han selv drev frem til sin død i 2018. Ejendomsselskabet blev efterfølgende testamenteret til Købmand Niels Erik Munk Pedersen Fonden. Eriks nevø, Jens Munk Pedersen blev ansat som direktør, inden posten senere blev overtaget af hans søn, der i dag er selskabets administrerende direktør.

Valbyhus (1903)

Valbyhus (2025)